Lujains historie
Modstandskraft og mennekelighed
Da vold tvang Lujain til at flygte fra Homs, tog hun kun mod og håb med sig. Hendes søgen efter sikkerhed blev til en mission – gennem arbejdet med UNHCR støtter hun kvinder, børn og fordrevne familier i hele Syrien. Gennem modstandskraft og medfølelse forvandlede hun sin historie om fordrivelse til en arv af beskyttelse.
Om at genopbygge livet og genskabe håbet
Efter fjorten års konflikt begynder fordrevne syrere at vende hjem, nogle fra områder i Syrien og nogle flygtninge, der flygtede til nabolandene. En lang vej til helbredelse venter dem. For Lujain er det mere end et job at støtte dem gennem dette – det er et kald.
Tvunget til at flygte
"Min familie er fra Homs, en af de byer, der var hårdest ramt, da konflikten begyndte i Syrien," husker Lujain. "I 2011 eskalerede volden, og vi var omgivet af bombninger, frygt og usikkerhed." Vi havde intet andet valg end at efterlade alt og flygte til Damaskus for at redde vores liv. Det var hjerteskærende at forlade hjemmet, men overlevelse var den eneste mulighed.”
At ankomme til Damaskus føltes som at træde ind i det ukendte. "Jeg kendte ingen, havde ingen venner, og gaderne var ukendte." Alt føltes mærkeligt, som om jeg var en fremmed i mit eget land.”
Om at finde formål
I flere måneder holdt frygten Lujain indendørs. "Jeg forlod næsten ikke det hus, vi lejede," siger hun. "Men til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at være stærk og begynde at leve igen." Med sin fars støtte fandt hun et job på en lille medicinsk institution i Damaskus. Det var hendes første skridt mod at genopbygge sit liv. Senere startede hun på Damaskus Universitet og begyndte at arbejde frivilligt for NGO'er. "Det øjeblik var begyndelsen på min rejse ind i humanitært arbejde."
Hendes passion og vedholdenhed gav pote. Efter seks måneders frivilligt arbejde sikrede Lujain sig en fuldtidsstilling som socialrådgiver i et UNHCR-støttet medborgerhus. "Det var mere end et job – det gav mit liv retning og mening," siger hun. Det job banede vejen for, at hun kunne blive ansat hos UNHCR.
Der er ikke noget, der hedder en typisk dag
I dag arbejder Lujain som beskyttelsesmedarbejder på UNHCR's kontor i Homs. "Min rolle er mere end et job," siger hun. "Hver dag har jeg muligheden for at gøre en positiv forandring i folks liv."
Hendes dage er uforudsigelige. "Morgenerne kan starte med gennemgang af sager, efterfulgt af feltbesøg for at vurdere børnebeskyttelse, kønsbaseret vold, mental sundhed og risici for udnyttelse og misbrug," forklarer hun. Eftermiddagene bruges på at skrive rapporter, planlægge projekter og administrere e-mails. "Uforudsigeligheden giver mig energi – sammen med en masse kaffe!"
Hendes arbejde spænder over sagsbehandling og sporing af behovene hos personer, der vender tilbage fra Libanon, Jordan og Tyrkiet. "De hjemvendte til Syrien starter deres liv forfra." Når man møder dem, ser man håbet i deres øjne. De vil genopbygge – ikke kun deres huse, men hele landet.”
“Jeg drømmer om et land, hvor alle syrere kan vende hjem – ikke bare til huse, men til et liv fyldt med værdighed og fred.”
Erfaringer og håb
Lujains oplevelse som internt fordrevet person har formet hende dybt. "Jeg forstod, ikke bare med empati, men også med den levede virkelighed, hvad fordrivelse betyder," siger hun. Det inspirerede hende også til at videreuddanne sig: Hun tog en kandidatgrad i psykologi og forbereder sig nu på at begynde en ph.d.
“Jeg drømmer om et land, hvor alle syrere kan vende hjem – ikke bare til huse, men til et liv fyldt med værdighed og fred,” siger Lujain. "Selv holder jeg fast i håbet om at færdiggøre min ph.d. og fortsætte med at vokse sammen med UNHCR-familien – fordi det at hjælpe andre med at finde tryghed er en del af, hvem jeg er."
