Arashs historie
Livslang læring
Arash, der var tvunget til at flygte fra Iran, har genopbygget sit liv gennem uddannelse. Hos UNHCR, FN's Flygtningehøjkommissariat, kæmper han i dag for uddannelse som en måde at forandre fremtiden på, og trækker på sine egne erfaringer for at hjælpe andre med at finde tryghed, værdighed og muligheder.
At starte forfra
Arashs historie begyndte i Iran, hvor hans familie indgød en dyb tro på uddannelses kraft i ham. Men da deres sikkerhed var truet, blev familien tvunget til at flygte fra deres hjem og efterlade alt.
Før Arash og hans familie bosatte sig i Australien, tilbragte de tid i Malaysia. Lettelse og desorientering gik hånd i hånd. "Alt var nyt – papirer, busser, regler, selv hvordan jeg skulle præsentere mig selv uden at min fortid skulle overtage samtalen," husker han.
Udfordringerne var umiddelbare og omfattende. Som flygtning stod Arash dagligt over for en virkelighed af usynlighed og usikkerhed. “Du venter. Du navigerer inden for grænser, du ikke har valgt. Du vil gerne planlægge, men tilladelsen til at planlægge kommer senere, hvis den overhovedet kommer.”
Uddannelse, der engang var en hjørnesten i hans opvækst, blev en luksus: "Sikkerhed bliver en konstant udfordring, og bekymring bliver en del af dagligdagen."
At finde en vej frem
Arash begyndte at genopbygge sit liv ved at sige "ja" til enhver mulighed, han kunne: frivilligt arbejde i ungdomsprogrammer, arrangementer, sagsbehandling og oversættelseshjælp. "Ved at deltage i udvalg, drive projekter og dele værktøjer, genvandt jeg min selvtillid og værdighed," siger Arash. Men barriererne var stadig store – spørgsmål om hans sprogkundskaber, hans kvalifikationer og stigmatiseringen ved at være flygtning: "Selv hvis du opfylder alle kriterierne, sætter din status et spørgsmålstegn i folks ansigter".
Arashs første job på HELP College var et vendepunkt: "Universitetets rektor troede på mig og investerede i min uddannelse." Den overbevisning forvandlede 'måske' til momentum. Jeg var endnu engang fuld af håb og drømme.” Han fik et flygtningestipendium, dimitterede og arbejdede som ingeniør, alt imens han forblev tilknyttet humanitært arbejde. Efter at have arbejdet for et par NGO'er, endte han til sidst med at blive en del af UNHCR. “At blive en del af UNHCR tilføjede et større ansvar til det håb," siger han. "Én ting er at genopbygge sit liv; noget andet er at åbne veje for andre."
En ny mission
I dag arbejder Arash sammen med UNHCR's team for partnerskaber med den private sektor og sikrer uddannelse til unge flygtninge over hele verden. "Et trygt klasseværelse, en betalt lærer og en skole, der byder dig velkommen – det er det, der gør det muligt at genstarte et liv," siger han. Arash ønsker, at verden skal forstå: "Vi er ikke én enkelt historie." Fordrivelse er en juridisk realitet, ikke en identitet. Når systemerne er retfærdige og imødekommende, styrker flygtninge de fællesskaber, de deltager i.”
Ser fremad
Arash dedikerer sit arbejde til sin mor, hvis ofre gjorde hans rejse mulig. Hans håb for fremtiden er klart: "At et barns fødested aldrig begrænser dets læring." For ham er uddannelse og anstændigt arbejde ikke tjenester – de er selve fundamentet for værdighed. "Når flygtninge har adgang til skole og job, overlever vi ikke bare; vi bidrager, og alt omkring os trives”
