Fra Den Demokratiske Republik Congo til Rwanda – Mød Clementine
Mit navn er Clementine. Jeg er en flygtning på 40 år fra Den Demokratiske Republik Congo, der bor i Mugombwa i Rwanda. Jeg kom til Rwanda i 2013 med mine børn.
Min rejse fra Den Demokratiske Republik Congo (DRC) var meget vanskelig.
Da krigen brød ud, var jeg i det nordlige Kivu – i landsbyen Bicanga. Vi havde blandt andet et hus, en gård og otte køer. Vi flygtede, fordi en gruppe mennesker fra en anden etnisk gruppe brændte vores hus ned og stjal alle vores ejendele.
Vi gik gennem Kirorirwe-skoven og tog derefter offentlig transport til Goma (den østlige del af DRC). Vi gik fra Goma til Rwandas grænse og blev budt velkommen på den rwandiske side.
Vi blev flyttet til Nkamira-modtagelsescentret. Derfra blev vi overført til Mugombwa-flygtningelejren
Foto af: © UNHCR/Samuel Otieno
At arbejde som landmand betyder meget for mig. Det er en vej til at blive selvhjulpen og en mulighed for at brødføde min familie og opfylde deres basale behov.”
ClementineLandmand og entreprenør
I Rwanda er jeg blevet opfordret til at være selvhjulpen og hjælpe andre sårbare kvinder i lejren med at blive erfarne bønder, så vi kan dyrke flere afgrøder og holde fast i vores livsstil. Og vi er på god fod med værtslokalsamfundet, som vi samarbejder med om dagligdagsaktiviteter.
Gården producerer ikke nok på grund af jordens størrelse, så det, jeg tjener, supplerer den støtte, jeg får fra UNHCR. Det hjælper os for eksempel med at få tøj og sko.
I dag dyrker jeg ikke kun landbrug. UNHCR uddannede mig inden for forskellige områder – som f.eks. udvikling og projektledelse. Så i dag tjener jeg også penge gennem en lille butik, som jeg ejer. Vi sælger ris, majsmel, sukker, salt, bønner, kassavamel og olie.
Gennem UNHCR lærte jeg at udvikle min virksomhed og forbedre mine kompetencer.”
ClementineLandmand og entreprenør
Foto af: © UNHCR/Samuel Otieno
Rwanda betyder meget for mig – det er mit andet hjem. Vi har mad på bordet, jeg kan opfylde mine børns behov, vi kan sove uden at bekymre os om vores sikkerhed, der er ingen bevæbnede grupper eller skud, og mine børn har adgang til uddannelse. Vi har også adgang til gratis sundhedspleje.”
ClementineLandmand og entreprenør
Når jeg tænker på DRC, er det mine naboer, jeg savner mest. Vi havde et lykkeligt liv sammen og delte den smule mad, vi havde, såsom komælk, kartofler og bønner. Jeg har også savnet min kultur og den måde, vi malker vores køer på.
Hvad betyder hjem for mig? Det er et sted, hvor jeg har masser af muligheder for at gøre alt for min familie, har jord nok til at producere afgrøder og kan passe mit kvæg og leve et afslappet liv.
Hjem er også et sted, hvor folk kan dyrke deres egen jord og leve som borgere, hvor de frit kan få adgang til tjenester og støtte hinanden.
Foto af: © UNHCR/Samuel Otieno
Et hårdt liv kan drive mig til at kæmpe og komme videre – og få et lån.”
ClementineLandmand og entreprenør
Når jeg tænker på fremtiden, kunne jeg godt tænke mig at være en del af en større kvægdrift, hvor jeg kunne eje køer. Jeg er motiveret til at blive en forretningskvinde, der kan støtte, brødføde og uddanne sine børn – og til at blive iværksætter.
Jeg vil gerne sende mine børn i skole, så de kan læse videre, og jeg vil kæmpe for deres udvikling og derefter lægge planer for deres fremtid.
Foto af: © UNHCR/Samuel Otieno
Jeg vil have folk til at anerkende, at flygtninge har viden, færdigheder og kompetencer ligesom alle andre. Flygtningekvinder i særdeleshed er mødre med mange talenter – herunder landbrug, finansielt jordbrug og ledelse.”
ClementineLandmand og entreprenør
Jeg vil gerne have, at folk forstår, at når først flygtninge bliver selvhjulpne, kan de bidrage til national vækst.
Hvis jeg skulle give andre flygtninge råd, ville jeg sige, at de skal arbejde hårdt for at blive selvhjulpne, lære at spare op og finde muligheder baseret på deres talenter og kompetencer.
Flygtninge behøver ikke at være afhængige af humanitær bistand fra UNHCR og partnere: Vi skal administrere den smule vi har ordentligt og spare op til fremtiden.
Alle fotos i denne historie er taget af: © UNHCR/Samuel Otieno
