Yanas historie
Sådan fandt jeg min plads, min stemme og min fremtid
Yana Stepaniuk blev tvunget til at flygte fra Ukraine og kom til Ungarn med intet andet end håb.
Når jeg lukker mine øjne og tænker på mit hjem, hører jeg musik
Som barn i Zaporizjzja handlede mit liv om melodier: klavertimer, konkurrencer, koncerter og vigtigst af alt min bandura. Ukraines nationalinstrument blev min passion, min stemme, min måde at udtrykke alle de følelser, som ord ikke kunne udtrykke. Jeg optrådte, rejste og drømte om en fremtid fyldt med musik. Men krigen gjorde alt tavst.
Den dag, krigen startede, var jeg sammen med en ven. Min mor ringede. "Krigen er begyndt." Jeg kunne slet ikke forstå det, jeg hørte. Til at starte med var alt stille. Så kom sirenerne og derefter raketterne. Bygningen rystede omkring mig. Frygten satte sig i min krop, men mit sind var kun optaget af én tanke – min familie. Min mor. Hvad ville der ske med dem? Hvad ville der ske med mig? Jeg blev nødt til at rejse. Der var intet andet valg.
Fremmedes venlighed
Jeg pakkede, hvad jeg kunne bære, og tog af sted alene. Den 8. marts 2022 begyndte min rejse. Fra Ukraine krydsede jeg grænsen til Polen og ind i en ukendt fremtid. En mand så, at jeg var alene. Hans hustru og barn var også på flugt, og han tilbød mig at rejse med dem. I det øjeblik af frygt blev en fremmeds venlighed mit første glimt af håb. Sammen fandt vi vej til Kraków.
På flygtningekontoret fik vi ly for natten, men da jeg vågnede stod jeg over for en ny udfordring: Der var ingen transport til Budapest. Frygt, udmattelse og en overvældende følelses af at være fortabt tog over. Jeg ringede grådkvalt til min mor. "Jeg kan ikke klare det her," sagde jeg til hende. Hun forsikrede mig om, at det kunne jeg, og på en eller anden måde fandt jeg styrken. Jeg tjekkede togkøreplaner, og der var ét, der kørte mod Budapest om 20 minutter. Jeg købte en billet, stod på toget og holdt vejret, indtil vi ankom. Jeg var 18 år, alene i et nyt land med kun nogle få ejendele og kunne ikke forstå sproget. Jeg fik lov til at bo hos en ven i tre dage, og med hjælp fra nogle frivillige fandt jeg et sted at bo.
Overvindelse af sprogbarrierer
En ungarsk kvinde åbnede sit hjem for mig, og i halvandet år boede jeg hos hende og lærte en ny måde at leve på — en måde, der krævede Google Oversæt blot for at føre en samtale. En ven til min værtinde kendte nogen hos IKEA. De ledte efter medarbejdere. Jeg fik en samtale og nogle få dage senere en kontrakt. For første gang, siden jeg forlod mit hjem, havde jeg stabilitet. Arbejde betød indkomst og uafhængighed. Det betød, at jeg kunne sende penge til min familie, som havde mere brug for dem end jeg.
Siden jeg var 15, har jeg forstået værdien ved et arbejde. Min familie var ikke rig. Jeg ville tjene mine egne penge og ikke være afhængig af mine forældre. I Budapest gav mit job mig nu et formål. Det gav mig mulighed for at opbygge et liv på mine vilkår. Sproget var min næste udfordring. I Zaporizjzja var jeg begyndt at lære engelsk. Men her, hvor kun få mennesker talte ukrainsk, havde jeg det svært. Hjemme satte min værtinde og jeg hver dag vores lid til Google Oversæt.
“Jeg vil gerne dele noget af mig selv og efterlade noget, som er betydningsfuldt.”
Nedbrydelse af barrierer
På arbejdet hjalp mine kollegaer mig med at navigere mellem barriererne. Jeg blev langsomt bedre dag for dag. En dag indså jeg, at jeg kunne forstå folk uden at bede dem om at gentage sig selv. Det føltes som et lille mirakel. Og med sproget kom relationerne. Jeg fik venner: ukrainske venner, ungarske venner, folk fra hele verden. Vi gik ture sammen i parken, besøgte museer, spillede spil, og for første gang i lang tid følte jeg mig mindre alene. Men mit hjerte var stadig hos min familie.
Jeg ringer til min mor hver dag – nogle gange tre gange om dagen. Hvis jeg ser nyheder om Zaporizjzja, går jeg i panik. Jeg ringer med det samme. Jeg skal vide, at hun er i sikkerhed. En dag knuste en eksplosion i nærheden af vores hjem vinduerne, og min bedstemor blev ramt af en vinduesramme. Hun overlevede, men nu er deres vinduer forseglet med træ og plastik. De kan ikke se himlen. Jeg trygler dem om at flytte vestpå – tættere på den ungarske grænse. Min bror er i hæren, min stedfar kan ikke rejse, ellers bliver han indkaldt, og min bedstemor nægter at forlade sit hjem. Jeg mistede min far, da jeg var 17 år. Det var så svært for mig at komme videre efter det. Nu kan jeg ikke bære at miste andre.
Håb for fremtiden
Jeg drømmer om, at jeg en dag vil åbne en lille musikskole, hvor børn kan finde glæden ved melodier. Ligesom jeg gjorde. Jeg vil gerne dele noget af mig selv og efterlade noget som er betydningsfuldt. Måske bliver jeg sanger eller skuespiller. Jeg ved ikke præcist, hvad fremtiden bringer, men jeg ved, at arbejdet reddede mig. Det gav mig et formål, uafhængighed og muligheden for at hjælpe min familie.
For flygtninge ligesom mig er et arbejde mere end et job. Det er det første skridt mod at genopbygge et liv. Det er broen mellem overlevelse og at høre hjemme. Og det beviser mere end noget andet, at vi er bedre sammen.
