Silva og Abduls historie
Om at finde kærligheden, miste alt og starte forfra
Ægteparret Silva og Abdul fra Syrien havde opbygget en succesfuld virksomhed sammen, før krigen tvang dem til at flygte.
Genopbygning af en fremtid med modstandskraft og kærlighed
Silva: Min familie er fra Armenien. Vi har været flygtninge i generationer. Jeg voksede op i Syrien med libanesisk nationalitet. Det gjorde livet svært, for alt, hvad vi gjorde, krævede officiel godkendelse. Vi skulle altid have vores papirer med til sikkerhedstjenesten. På trods af det formåede jeg at gå i skole og på universitetet. Jeg blev uddannet indretningsarkitekt og begyndte at arbejde i en møbelvirksomhed. Det var dér, jeg mødte Abdul. Til at starte med var han som en bror for mig. Han mindede mig om min far – rolig og venlig, og han passede altid på mig. I min familie var vi fem søstre og havde ingen brødre, så jeg har aldrig vidst, hvordan det var at have en mand til at støtte mig på den måde. Abdul var der altid – reparerede min bil og hjalp mig, når jeg havde brug for ham. Jeg følte mig sikker sammen med ham.
Abdul: Jeg blev forelsket i Silva ved første øjekast. Jeg forsøgte at få hende til at elske mig, men det er ikke nemt at bejle til en kvinde i Mellemøsten. Jeg skulle være tålmodig. I vores kultur er der mange traditioner, man skal respektere. Men jeg var ung, og jeg gav aldrig op. Jeg blev ved med at vise hende, hvor meget jeg holdt af hende, indtil hun endelig også blev forelsket i mig. Vores kærlighedshistorie er ikke nem. Vi kom fra forskellige baggrunde og forskellige samfund. Men vi troede på kærligheden – en kærlighed, der var stærkere end traditioner, stærkere end krig, stærkere end frygt. Vi opbyggede noget sammen, ikke kun et forhold, men en virksomhed, et liv. Vi blev forretningspartnere og brugte mine færdigheder inden for markedsføring og ledelse og hendes designtalent til at skabe noget reelt og succesfuldt.
At leve dag for dag og forsøge at overleve
Silva: Jeg havde altid drømt om at have min egen møbelvirksomhed, ligesom IKEA. Abdul gjorde den drøm til virkelighed. Med hjælp fra en rig investor gjorde han det muligt for os at etablere vores engen virksomhed. Trin for trin opbyggede vi vores navn, og jeg slog hurtigt mit navn fast. Jeg blev inviteret til at være vært for et tv-show om indretning i et morgenprogram. Livet var godt, men det var aldrig nemt. Vi arbejdede dag og nat og kæmpede med at opbygge noget varigt. Så kom krigen. Og på et øjeblik mistede vi alt. Vores fabrik, vores lager, vores virksomhed – det blev alt sammen ødelagt. Vi forsøgte at starte igen i Damaskus, men krigen fulgte os også dertil. To gange opbyggede vi noget, og begge gange mistede vi alt. Vi levede dag for dag og forsøgte blot at overleve.
Abdul: Krigen ændrede alt. Raketterne faldt om ørerne på os. Bilbomber eksploderede i nærheden. Vi var heldige – mange mennesker overlevede ikke. Det var svært, for vores fabrik havde ikke elektricitet, og vi kunne ikke hente råmaterialer. Folk forlod Syrien eller blev indkaldt til militæret. Det involverede en stor risiko at opbygge vores virksomhed og arbejde på vores projekt. Men på trods af det, gjorde vi det. Dét minde betyder rigtigt meget for os.
Silva: Det var ikke nemt at gå imod mine forældres vilje. Alle mente, at vores kærlighed var vanvittig. Men der var én dag, hvor jeg vidste, at jeg skulle være sammen med Abdul for evigt. Vi havde ikke noget brændstof, og vi var på vej på arbejde. Abdul kunne ikke lide, at jeg begav mig rundt alene, så han var ved siden af mig. Vi havde ikke en bil, så jeg besluttede mig for at tage bussen. Det var ligesom Mission Impossible på det tidspunkt, men jeg fandt en. Bussen var fyldt, og Abdul insisterede på, at vi ventede på den næste. Mens vi ventede, lød der en kæmpe eksplosion fra en bombe. Alt blev sort, og bussen lå på hovedet.
I dét øjeblik indså jeg, at Abdul havde reddet mit liv. Han er min engel, og han skal altid være i mit liv. Lige der på stedet fortalte jeg ham, at jeg ville giftes med ham uanset hvad. En uge efter vi blev gift, og vi var på bryllupsrejse, fik jeg et opkald, hvor jeg fik at vide: "Silva, kom ikke tilbage, for det er ikke sikkert for dig. Du vil være død inden for ét minut." Vi lukkede virksomheden. Vores første drøm var væk. Men vi havde hinanden, og vi begyndte livet som asylansøgere.
“I mange år havde vi ingen drømme. Vores eneste drøm var at vågne op næste dag. Nu drømmer vi igen. Vi bygger igen. Og vi gør det sammen. ”
At starte fra bunden
Abdul: Det var ikke nemt at forlade vores hjemland. Vi havde mistet alt, og nu skulle vi starte fra ingenting. Men det var værre end ingenting. Vi havde intet sprog, ingen forståelse af, hvordan man finder arbejder, lejer en bolig eller integreres i denne nye verden. Vi var under nul. Til at starte med arbejdede jeg som turistguide. Det var ikke en høj løn, men i det mindste havde jeg et arbejde. Så kom COVID-19, og jeg mistede mit job. Da vores søn Sam blev født, havde jeg ikke noget arbejde. Det var frygteligt. Jeg var skrækslagen for, at han skulle vokse op og se sin far uden et job og tro, at det var normalt. Jeg var desperat for at finde noget – hvad som helst.
Så fortalte nogen mig, at IKEA tilbød sprogkurser og oplæring til flygtninge. Jeg kunne ikke tro det. IKEA havde altid været vores inspiration. Jeg tilmeldte mig øjeblikkeligt. Efter tre samtaler gav de mig en chance. Ikke et job – en chance. Det sagde til mig: "Hvis du beviser dit værd, kan du blive." Og det gjorde jeg. Jeg greb den chance med begge hænder. Det føltes som om, at nogen havde hevet mig ud af en ildebrand.
Silva: IKEA gav ikke kun Abdul en chance. De gav vores familie en fremtid. Da jeg fik min permanente opholdstilladelse, søgte jeg en stilling i den visuelle afdeling. De så min baggrund som indretningsarkitekt og tilbød mig en stilling, der passede til mine færdigheder. Mit tjekkiske var dog ikke perfekt, men de hjalp mig med at arbejde på engelsk. Vi følte os velkomne og respekteret. Nu drømmer selv vores søn om at blive en del af IKEA. Den anden dag sagde han til mig: "Mor, jeg vil være robotdesigner i IKEA, når jeg bliver stor!" Vi grinte, men jeg indså, at dette er hans hjem. Han har en fremtid her. Og dét betyder alt.
Abdul: Syrien vil altid være vores hjemland, men Europa gav os livet tilbage. Det gav os sikkerhed. Men vi kan arbejde sammen med Syrien og støtte folk der og bygge noget nyt fra et sted, hvor vi er sikre. IKEA reddede mig. De gav mig chancen for at bevise mit værd. For at vise, at jeg ikke kun er en flygtning, men en arbejdstager, en der kan opbygge noget. Det var ikke velgørenhed. De gav mig værdighed. Og det er noget, jeg aldrig vil glemme.
Silva: I mange år havde vi ingen drømme. Vores eneste drøm var at vågne op næste dag. Nu drømmer vi igen. Vi bygger igen. Og vi gør det sammen. Vores arbejdsmiljø får os til at føle os hjemme her. En dag sagde vores søn: "Mor, jeg går i børnehave nu, men når jeg bliver voksen, vil jeg med dig i IKEA."
Det er ligesom at have en livline at kunne arbejde her. Det er et liv i livet. Jeg tror ikke, at jeg kunne have fundet et bedre sted for min søn at have en fremtid.
