Fra Den Demokratiske Republik Congo til Zimbabwe – Mød Barthelemy
Mit navn er Barthelemy Mwanza, og jeg er 28 år gammel. Jeg flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo (DRC) i 2012 og kom til Zimbabwe. Jeg var alene, men blev genforenet med min søster, som allerede var der.
Mine forældre var fra forskellige stammer: Min far er fra Kasai, og min mor er fra det sydlige Kivu. Der var en konflikt mellem de to stammer – og jeg ville have været tvunget til at slutte mig til en gruppe fra det sydlige Kivu, da jeg fyldte 18.
Men den gruppe dræber folk og gør andre dårlige ting, og hvis jeg ikke ville være med til det, ville jeg blive dræbt. Så jeg forlod mit land for at redde mit liv.
For at komme til Zimbabwe måtte jeg tage en båd fra DRC til Zambia. Derfra kørte en lastbil mig til Zimbabwes hovedstad, Harare, hvor jeg mødte nogle mennesker, der hjælper flygtninge. De satte mig på en bus, og sådan ankom jeg til Tongogara-flygtningelejr i Zimbabwe, hvor jeg er nu.
Jeg har ikke hørt fra mine forældre siden 2012. Røde Kors leder stadig efter dem. Måske finder jeg dem en dag. Jeg venter stadig.
Hans passion
Da jeg var i DRC, nød jeg livet. Jeg brugte tid sammen med mine venner, arbejdede med ungdomsgrupper (hvilket er en stor passion for mig) og var en flittig studerende, fordi jeg altid har drømt om at blive journalist.
Journalistik blev min passion, da jeg så nyhedsudsendelser som barn. Jeg blev meget inspireret og begyndte at lege med mikrofoner. En dag fik jeg mulighed for at lære om jobbet på en tv-station. Min familie tog mig dertil, og da jeg kom hjem, var jeg virkelig begejstret.
I DRC var min vision at uddanne unge mennesker. Men da jeg ankom til lejren i Zimbabwe, så jeg så mange talentfulde unge. Så jeg besluttede mig for at for at hjælpe dem ved at formidle deres talent på internationalt plan. Og det kan jeg gennem journalistikken.”
BarthelemyJournalist og ungdomsmedarbejder
Det ligger langt ude i fremtiden, og jeg søger stadig stipendier, så jeg kan tage enten en bachelorgrad eller en kandidatgrad, men det er min drøm. Jeg har allerede nået at få udgivet nogle historier nationalt. Det næste mål er at gøre det internationalt.
At klare udfordringer
I DRC var det svært for mig at falde til, fordi jeg ikke talte det lokale sprog.
Jeg havde også problemer med at få dækket basale behov. I DRC plejede jeg at arbejde lidt for at tjene penge, men her må jeg ikke arbejde. I starten modtog jeg et månedligt beløb svarende til 15 amerikanske dollars. Det var ikke nok.
Da jeg ankom til lejren, sammenlignede jeg mit liv før og nu – det liv, jeg efterlod derhjemme, med mit liv her. Først sov jeg i en butik med dårligt tag. Når det regnede, kom der vand ind i mit hus. Jeg begyndte at græde og forestillede mig, hvad jeg kunne være blevet, hvis jeg ikke havde forladt DRC.
Med tiden indså jeg, at det ikke ville ændre noget at græde. I stedet involverer jeg mig i arbejde i lokalsamfundet – og det er sådan, jeg opbygger min fremtid. Jeg er optimistisk. Uanset hvad der sker, bliver jeg ved med at se frem.”
BarthelemyJournalist og ungdomsmedarbejder
Foto: © UNHCR/Dana Sleiman
Jeg blev også sagsbehandler for børn i en organisation, der hedder Terre Des Hommes. Efter jeg havde fået erfaring med disse to forskellige slags arbejde, blev jeg medformand for UNHCRs Global Youth Advisory Council. Nu er jeg kommet videre fra at være medformand.
I dag arbejder jeg med at beskytte flygtninge for UNHCR. Jeg sætter flygtninge i kontakt med UNHCR-kontoret. Jeg har også været med til at indsamle penge til nogle ungdomsinitiativer. Og så hjælper jeg også unge mennesker med deres problemer. Jeg skriver mails for at hjælpe med f.eks. juridiske spørgsmål.”
BarthelemyJournalist og ungdomsmedarbejder
Da jeg kom hertil, arbejdede jeg sammen med en person fra UNHCR. Han inspirerede mig virkelig. Selvom han ikke fik noget ud af det fra mig, brændte han for at hjælpe. Så nu, når jeg ser en person med et problem, føler jeg, at jeg har kapaciteten til at hjælpe. Det er mit indre drive.
Stolt over at være flygtning
At være flygtning har visse begrænsninger. Vi har ikke de samme rettigheder som andre. Titlen "flygtning" kan også være en barriere. På grund af det kan jeg ikke få adgang til visse stipendier, og når jeg rejser, bliver jeg stoppet, og mit visum bliver dobbelttjekket – mens alle andre nemt får lov at passere. Og der er stigmatisering. I Harare er der nogle mennesker, der ikke engang ønsker at blive kaldt flygtninge. Men mig? Jeg er stolt over at være flygtning. I byen har jeg f.eks. ofte en t-shirt på, hvor der står "flygtning"
Jeg er stolt, fordi det at være flygtning hjalp mig med at realisere nogle af mine drømme. I stedet for at være ked af det, der skete for mig, tror jeg, det er bedre at kanalisere det til en mulighed for at øge bevidstheden, hjælpe andre flygtninge eller forfølge min vision.”
BarthelemyJournalist og ungdomsmedarbejder
Og i DRC rejste jeg aldrig eller var del af en international organisation. Men siden 2017 har jeg rejst. Jeg har endda været i New York. Jeg fortryder ikke, at jeg er blevet flygtning.
Visdomsord
Når jeg føler mig nede, hjælper det at huske på, at jeg har drømme – som at blive journalist. Og for det andet er det, der holder mig i gang, de mennesker, der kommer til mig for at få hjælp. Hvis jeg ikke er optimistisk, mister de håbet. Så det fællesskab, jeg repræsenterer, giver mig styrke.
For mig er ordet "hjem" en identitet, som ikke ændrer sig, uanset hvad der sker. Jeg forlod mit hjemland for Zimbabwe – og jeg føler stadig ikke, at min identitet har ændret sig. Jeg kan ikke adskille det fra mig selv. Det er i mit blod. Selv ved sportsbegivenheder vil jeg altid heppe på det congolesiske hold.”
BarthelemyJournalist og ungdomsmedarbejder
Jeg ville ønske, at folk forstod, at flygtninge er ligesom alle andre. Den eneste forskel er, at visse situationer har tvunget os til at forlade vores hjemlande. Flygtninge bør have de samme rettigheder som borgere. Vi har kompetencer ligesom andre og har brug for muligheder for at udvikle dem, så vi kan hjælpe os selv og hinanden.
Hvis jeg skulle give andre flygtninge råd, så er det at samarbejde og arbejde sammen. Vi er stærkere på den måde. Jeg vil også sige, at vi flygtninge ikke skal miste modet. Vi bør bruge ordet "flygtning" som en mulighed for at skabe bevidsthed og nå vores mål.
