Edgars historie
En lektion i at genopbygge livet
Edgar var tvunget til at flygte fra Venezuela og måtte forlade både sit hjem og sin datter. Han fandt sikkerhed i Belgien, hvor han genvandt sin karriere som underviser og begyndte at genopbygge sit liv.
Jeg måtte gøre noget
Edgar var tvunget til at flygte fra Venezuela og måtte forlade både sit hjem og sin datter. Han fandt sikkerhed i Belgien, hvor han genvandt sin karriere som underviser og begyndte at genopbygge sit liv.
Jeg havde et normalt liv i Venezuela. Jeg er glad for computere og studerede videnskab på universitetet. En dag var min bror, som var underviser, forhindret i at gennemføre sine lektioner. Så jeg trådte til som vikar for at hjælpe ham. Det var på den måde, at jeg opdagede min passion for at undervise. Jeg startede med et par dage om ugen, før jeg arbejdede mig op til at have et fuldtidsjob, hvor jeg underviste i fransk og spansk. Jeg elskede virkelig at undervise, og det gør jeg stadig.
Jeg lærte meget ved at undervise. Jeg var ung – omkring 20 år – og mange af mine studerende var ældre end mig. Muligheden for at undervise og lære fra dem var det mest fantastiske, jeg har oplevet. Omkring 2015 begyndte tingene at blive komplicerede i Venezuela. Livet blev meget hårdt. Der var mange protester og meget vold. Bevæbnet paramilitær på motorcykler kastede gasgranater ind i demonstrationer.
Familielivet blev knust
Da min datter blev født i 2015, var det umuligt at gå mere end 100 meter fra min lejelighed. Gadevolden var så intens, at lugten af gas og røg kom ind i mit hjem. Selvfølgelig var jeg bange.
Når jeg kiggede på min datter, kunne jeg se, at jeg blev nødt til at gøre noget, hvis jeg skulle give hende et bedre liv. Jeg var ikke rig. Men jeg ønskede, at hun havde et sikkert sted at leve og vokse op. Det var af hensyn til min familie og i særdeleshed min datters sikkerhed, at jeg indså, at jeg blev nødt til at gøre noget.
Hun flyttede med sin mor til et sikkert sted i en anden by, mens jeg blev nødt til at forlade landet med min mor og brødre. Det absolut sværeste var at efterlade min datter.
Ingen papirer, intet rigtigt liv
Det var svært, da jeg ankom til Belgien. Jeg skulle tilpasse mig og starte fra bunden. Jeg var 33 år og en flygtning, så jeg var ikke så ung. Mit eksamensbevis var ikke gyldigt i Belgien. Jeg havde ingen papirer og ingen dokumenter. Det var en kæmpe udfordring. Men jeg kunne i det mindste tale fransk.
Den største udfordring var at genvinde min status. Jeg blev nødt til at finde et job, for at arbejde og tjene nogle penge. Jeg var sikker, men min datter var stadig dér, og jeg blev nødt til at gøre noget – sende penge. Jeg arbejdede med mange forskellige ting, men det tog et par år, før jeg fik mulighed for at genvinde min status og få et normalt liv. Når du er flygtning, er dét mærkat en stor forhindring.
Udfordringen er dagligdagen. Selv ting, der virker overfladiske. Hvis du ikke har et id, kan du ikke købe en telefon og kommunikere med din familie. Når du ikke har dine papirer eller status, har du ikke ret til at arbejde. Hver dag er der en ny ting, du skal. Udfordringen er at forblive tålmodig og udholdende og ikke miste håbet om, at alt nok skal gå.
Før jeg forlod Venezuela, forstod jeg ikke, hvad det vil sige at være flygtning. Mange mennesker tror, at flygtninge blot leder efter et nemt liv. Men det er ikke et valg. Flygtninge leder ikke efter velgørenhed; de vil bare gerne have muligheder. Jeg vågnede ikke bare en dag og tænkte, jeg giver lige Belgien et skud for at se, hvordan det er at være flygtning. For mig handlede det bare om at komme tilbage til det normale og til et reelt liv.
“Det er altid en win-win-situation at hjælpe flygtninge med at blive integreret. Det giver diversitet og forskellige måder at se ting på. Det kan kun være positivt. ”
En smuk overraskelse
Muligheden for at arbejde i IKEA var den smukkeste overraskelse, jeg havde fået, siden jeg kom til Belgien. Gennem et program i IKEA fik jeg mulighed for at møde så mange flinke mennesker fra så mange forskellige lande og med mange forskellige baggrunde.
Jeg har været der i tre og et halvt år nu. Jeg startede som salgsmedarbejder. Jeg havde aldrig solgt en blyant i mit liv, da jeg fik den mulighed. Jeg var nervøs, men glad for at få et rigtigt job, et godt job. Trin for trin hjalp de mig med at gøre min drøm om at vende tilbage til undervisning til virkelighed. Som LND-specialist (Learning & Development) er jeg nu en af underviserne i IKEA.
For IKEA betyder problemerne med mit eksamensbevis ikke noget. I organisationen handler det om, hvem du er, og hvem du kan være. De er rare mennesker, der arbejder i en rar kultur. Selv på det sociale niveau får jeg en meget positiv reaktion, når jeg siger, at jeg arbejder i IKEA.
Livet efter rutsjebaneturen
Efter den rutsjebanetur, jeg har været på, ser jeg frem til at kunne slå mig ned og nyde mit liv. Nu bor jeg her sammen med min kæreste og min stedsøn, og min store drøm er at se min datter fysisk.
Min datter er 9 år nu, og takket være min mobiltelefon kan jeg se hende næsten hver dag. Men jeg ved ikke, hvordan det føles at give hende et kram eller følge hende i skole.
At have et arbejde har givet mig mulighed for at genvinde min plads i samfundet. Og chancen for at gøre alle de ting, jeg er gået glip af. Det er altid en win-win-situation at hjælpe flygtninge med at blive integreret. Det giver diversitet og forskellige måder at se ting på. Det kan kun være positivt.
Hav et åbent sind, og indse, at der er andre realiteter og andre problemer i andre lande. Vi vil gerne være en del af samfundet både kulturelt og arbejdsmæssigt i det land, vi befinder os i, og vi kan også bidrage med meget.
