Abdis historie
Styrken ved beslutsomhed
Abdi flygtede fra Somalia som teenager og klarede en seks måneder lang og farefuld rejse til Østrig.
Første gang jeg forlod Somalia
Ved at lære sproget og tilegne sig ny viden og nye færdigheder genopbyggede Abdi sit liv.
Hjemme i Somalia var jeg en af de heldige. Min familie havde råd til at sende mig i skole, og jeg havde talent for matematik. Jeg fik ekstraundervisning i regnskab.
Min tid gik med at studere, hjælpe med familievirksomheden og spille fodbold med venner på gaden. Det var gode tider. Bevæbnede grupper gik målrettet efter unge mennesker, tog dem fra deres familier og tvang dem til at deltage i militæraktiviteter. Jeg så, hvordan venner forsvandt, og hvordan deres liv blev forandret. Det var aldrig en mulighed for mig.
Som 17-årig hjalp min onkel mig med at undgå dette og flygte ud af landet, før det var for sent. I Mogadishu boardede jeg et fly til Istanbul i Tyrkiet. Det var første gang, jeg forlod Somalia, første gang, jeg sad i et fly, og mine første skridt ud i en usikker verden. Derefter fulgte den lange rejse over flere landegrænser – nogle gange i ly af mørket. Det var frygteligt ikke at vide, hvornår jeg endelig ville være i sikkerhed.
Nye udfordringer
Jeg er glad for, at min rejse endte her i Østrig. Det er et sikkert land, og det er blevet mit andet hjem. Men det var hårdt i starten. Hjemme i Somalia havde jeg alt, hvad jeg ønskede mig. Her var det en fuldstændig anderledes kultur. Jeg kæmpede med små ting såsom mad. Jeg kom hertil uden familie, uden venner og uden nogen til at tage sig af mig. Jeg kunne ikke engang lave mad, så jeg spiste kun brød. Selv at lave en kop te var svært for mig.
Det var svært at lære sproget. Det var mit primære mål. Jeg ville gerne bo her, lære sproget så hurtigt som muligt og begynde på universitetet for at fortsætte mine studier. Jeg gik fra skole til skole og bad om en plads på et tysk kursus og sparede hver en euro, jeg kunne fra min sparsomme understøttelse, til at betale for undervisningen.
Jeg gik i skole i Somalia, men uddannelsesniveauerne i Østrig er ikke det samme. Jeg vidste, at uddannelse var min vej frem, så jeg holdt mig til det.
“Ja, vi flygtede fra vores lande, men vi kommer alle med vores færdigheder og motivation. På mange måder er vi tilmed mere motiveret end andre.”
Grad af selvtillid
Til sidst blev jeg optaget på universitetet, hvor jeg studerede virksomhedsadministration. Tal og økonomi har altid virket tillokkende på mig. Chancen for at arbejde i Wien betød alt for mig. Jeg kunne betale for tøj, for at gå ud og tilmed for at lære de særlige færdigheder, jeg havde brug for. Jeg kunne tilmed støtte min familie, hvis de havde brug for det.
Skills for Employment-programmet hos IKEA var igen et andet niveau. Det føltes som det gode liv. Omkring halvdelen af indbyggerne i Wien har immigrantbaggrund. Så hvis de får støtte og mulighed for at arbejde, vil de betale skat og støtte sundhedssystemet.
Ja, vi flygtede fra vores lande, men vi kommer alle med vores færdigheder og motivation. På mange måder er vi tilmed mere motiveret end andre. Hvis en østriger studerede i 5 timer, skulle jeg arbejde 10 timer for at bestå den samme eksamen. Jeg er taknemlig og glad for at kunne betale tilbage til systemet. Hvis alle får muligheder, er der ingen grænser. Vi kan vokse hurtigt som individer og som samfund.
I stedet for at tænke over en persons baggrund, vedkommendes navn, eller hvordan vedkommende ser ud, bør man bare tænke på, hvad den pågældende person kan tilføre dig og bidrage med i din virksomhed. Giv dem en mulighed, så vil I begge få succes.
Børn er fremtidens lys
Jeg ville først have børn, da jeg blev østriger, så de ikke skulle igennem det samme som jeg. Mine drenge klarer sig fantastisk godt i børnehaven. Vi bor i et af de smukkeste, mest grønne områder i Wien.
Når vi har ferie, rejser vi sammen i bil og kører fra by til by. Det er fantastisk at kunne gøre det uden at skulle tænke på begrænsninger ved at bevæge sig fra A til B. Jeg ønsker, at de forstår, hvor privilegerede de er sammenlignet med millioner af andre børn, der ikke kan gøre det samme, på grund af hvor de er født, eller hvem deres forældre er. Dét skal de forstå og være stolte af.
Jeg fik mit statsborgerskab i 2019, og før det kunne jeg slet ikke overveje at besøge min onkel i USA. Men derefter bookede jeg billetten og søgte visummet. Den næste dag havde jeg alt. Det er så dejligt at have dette, men hvad har ændret sig? Jeg er den samme person både før og efter – bortset fra dette rejsedokument.
